Nodeindskrivning
Noder indskrives via Node input (Fra menubjælken vælges Noder → Node input). Vælg først en node eller en pause på nodearket som startposition for nodeindskrivningen. Når du indskriver erstatter du altid eksisterende noder eller pauser. Således vil taktlængden forblive den samme.
- N: Aktiverer Notationstilstand.
- Escape: Deaktiverer Notationstilstand.
Efter aktivering af Notationstilstand vælger du først den ønskede nodeværdi - enten fra node-paletten eller med den tilsvarende tastatur-genvej.
- 1: 64.-delsnode (semi-demi-semiquaver)
- 2: 32.-delsnode (demi-semiquaver)
- 3: 16.-delsnode (semiquaver)
- 4: ottendedelsnode (quaver)
- 5: fjerdedelsnode (crochet)
- 6: halvnode (minim)
- 7: helnode (semibreve)
- 8: brevis node (breve)
- 9: longa node
- .: Punktum ændrer de markerede noder til punkterede noder
- Alt+1:: fjerdedelsnode (crochet)
- Alt+2: ottendedelsnode (quaver)
- Alt+3: 16.-delsnode (semiquaver)
- Alt+4: 32.-delsnode (demi-semiquaver)
- Alt+5: 64.-delsnode (semi-demi-semiquaver)
- Alt+6: helnode (semibreve)
- Alt+7: halvnode (minim)
- .: Punktum ændrer de markerede noder til punkterede noder
Noderne indskrives ved at taste: C D E F G A H (engelsk: B) C
0 (nul) indsætter en pause: C D 0 E. Bemærk, at den nodeværdi du vælger (fjerdedelsnoder i dette eksempel) også definerer pausens varighed (fjerdedelspause)
Noder i flerklange (akkorder) tilføjes ved at holde Shift nede og taste nodens navn: C D Shift+F Shift+A E F
En node tilføjes punktering således: 5 . C 4 D E F G A (Bemærk:I programversionerne 0.9.3 eller tidl. benyttes andre tastaturgenveje for ændring af nodeværdi. Se afsnittet ovenfor for yderligere information)
For oktav-skift benyttes flg. tastatur-kombinationer:
- Ctrl+Op (Mac: ⌘+Op): Hæver tonehøjden med en oktav.
- Ctrl+Ned (Mac: ⌘+Ned): Sænker tonehøjden med en oktav.
Andre redigeringsfunktioner:
- x: Skifter nodehals-retning.
- Shift+x: Flytter nodehovedet til modsatte ende af nodehalsen.
MIDI keyboard
I MuseScore version 0.9.6 eller senere versioner kan du også tilføje noder via et MIDI keyboard. Version 0.9.3 og tidl. versioner understøtter kun MIDI keyboard i Linux.
- Forbind dit MIDI keyboard til din PC og tænd keyboardet
- Start MuseScore
- Opret et nyt nodeark (partitur)
- Klik på en pause i 1. takt for at definere, hvor fra du ønsker at tilføje noder.
- Tryk N for notationstilstand
- Vælg en nodeværdi - f.eks. en fjerdedelsnode som beskrevet ovenfor
- Tryk på en tangent på dit MIDI keyboard og bemærk, at tonen tilføjes som en node på dit nodeark
Bemærk:MIDI keyboardet tilføjer en node eller en akkord ad gangen. Denne form for nodetilføjelse (på engelsk ofte kaldet "step-time entry") er hurtig og pålidelig. En del musiknotationsprogrammer forsøger sig med "real-time entry" - dvs. hvor musikeren spiller en passage, og musiknotationsprogrammet forsøger at gengive det i noder. Desværre bliver resultatet ofte ganske upålideligt, selv når en dygtig musiker benytter dyrt software. MuseScore fokuserer på mere pålidelige former for nodetilføjelser.
Hvis du har flere slags MIDI-udstyr koblet til din PC, skal du muligvis fortælle MuseScore, hvilket der er MIDI-keyboardet. Hvis du benytter program version 0.9.6 eller en senere version: Gå til Rediger → Indstillinger... (Mac: MuseScore → Indstillinger...). Vælg under "Indstillinger" fanebladet I/O og marker din enhed ud for "Vælg PortMidi input interface".
Farver
I programversion 0.9.5 eller senere versioner gengiver MuseScore noder, som er uden for normal rækkevidde (ambitus) i gult eller rødt. Noder over eller under rimelig rækkevidde for en amatør gengives i gult og noder over rimelig rækkevidde for en professionel gengives i rødt. Farverne, som blot er til orientering, kan ses på skærmen, men ikke på udskrifter af dine nodeark. I programversion 0.9.6 og senere versioner kan du slå farvefunktionen fra under Rediger → Indstillinger... (Mac: MuseScore → Indstillinger.... Klik på fanebladet Node indtastning og fjern fluebenet i "Farv noder uden for brugbar ambitus".